Peter Klindt

Husk dit SSL-certifikat – ellers kan det ramme dig på omsætningen

Du har sikkert oplevet at blive mødt med budskabet ”ikke sikker”, når du har bevæget dig ind på en hjemmeside, og som en naturlig reaktion klikket dig ud igen i en fart. ”Ikke sikker” er utvivlsomt et budskab ingen webshop-ejere ønsker, at deres kunder møder i adresselinjen, når de er på vej ind for at handle.

Ikke desto mindre har Google de senere år skruet gevaldigt op for Not Secure markeringen af http-sites, der ikke har styr på kryptering og sikkerhed. For ”usikre” webshops kan det koste dyrt, ikke blot i form af mistede kunder, men også en dårligere placering i Google.

blogpost ssl

 

Hvad er et SSL-certifikat? 

Et SSL-certifikat forsikrer dine kunder om, at din webshop er et sikkert sted at handle. SSL står for Secure Sockets Layer, og er en krypteringsprotokol, der sørger for, at kun afsender og modtager har adgang til den information, der indtastes i webshoppen - eksempelvis adgangskode og brugernavn.

Har du ikke implementeret SSL-standarden, risikerer du at gøre dine kunder usikre og det kan resultere i, at de forlader din webshop i en fart og ikke vender tilbage. Du går dermed ikke blot glip af en potentiel her-og-nu-handel, men også af potentialet for at opnå kundeloyalitet og dermed få tilbagevendende kunder samt at skabe mersalg og øge salget hos dine eksisterende kunder. 

Der sendes samtidig et stærkt signal til Google om, at det indhold kunderne søgte, ikke var tilgængeligt på din webshop, hvilket spiller negativt ind på din placering i søgemaskinen.

For Google er SSL altså et ranking-signal, og selvom det ikke kan hamle op med velskrevet indhold og webshop SEO, så har den såkaldte afvisningsprocent stor indflydelse på din placering i Google.

 

SSL-certifikatet er især vigtigt for mindre webshops

Især for mindre og mere ukendte webshops er omsætningen i høj grad afhængig af om SSL-standarden er implementeret eller ej. Det påvirker nemlig ikke blot placeringer i søgemaskiner og dermed den indgående trafik. Det vil i den grad også påvirke kunderne i købsfasen, hvor sikkerhed og tryghed er afgørende for, om man som kunde gennemfører sit køb i en webshop, man ikke i forvejen har stort kendskab til. Derfor er det især vigtigt for ejere af mindre webshops at sikre sig, at SSL-standarden implementeres. Ser kunderne allerede i søgeresultaterne, at dit website er sikkert, er der markant større chance for, at de klikker sig videre ind på netop dit site.

 

Google Shopping virker ikke uden SSL

Uden et SSL-certifikat kan du heller ikke annoncere på Google Shopping, fordi Google har gjort SSL til et krav for at udnytte muligheden for at annoncere med billeder. Igen understreger det vigtigheden af, at du har styr på din SSL. Helt generelt er der en række tilfælde, hvor din webshops vil blive straffet for ikke at have SSL installeret.

Et SSL-certifikat koster typisk et par tusinde kroner, og kan købes og installeres med hjælp fra Fiftytwo eller andre e-commerce-leverandører og domæneudbydere.

 

Vil du vide mere?

FiftyTwo-110.sh.webKontakt Peter Klindt 

e-Commerce manager 

+45 28107001 | pkl@fiftytwo.com

 

 

eCommerce