Anna Hee Ustvedt

NRF 2021: Forudsigelser for 2021 i retailbranchen

”The Big Apple, 40.000 besøgende…” sådan indledtes sidste års gengivelse af vores besøg på verdens vigtigste retail-konference. Da vi i januar 2020 deltog i National Retail Federations årlige konference i New York havde vi ingen anelse om, at Covid-19 - den kinesiske virus, der blev talt om i nyhederne - ville udvikle sig til en global pandemi, der skulle betyde, at der ville gå lang tid før vi kunne samles til fysiske konferencer igen.

NRF Blogpost

 

I januar 2021 var det meningen, at vi igen skulle have været i New York til NRF-konferencen, men ikke overraskende afvikles konferencen en smule anderledes i år. NRF har på grund af Covid-19 delt konferencen op i to dele - et chapter one og et chapter two. Chapter one foregår i et virtuelt format netop nu, og chapter two bliver en fysisk konference i begyndelsen af juni. Vi deltager i chapter two, hvis alt tillader det.

Vi og I må altså vente nogle måneder med at få oplevelsen af og gengivelsen fra den fysiske konference, men I skal selvfølgelig ikke snydes for nogle interessante 2021-forudsigelser for retailbranchen, som Susan Reda, Editor fra Stores Media, NRF, er kommet med i forbindelse med den virtuelle konference.

 

Hvad har Covid-19 betydet for NRF's 2020 forudsigelser?

Da NRF sidste år fremlagde deres forudsigelser for 2020 var konsekvenserne af Covid-19 ikke medregnet, men hvilken betydning har en global sundhedskrise egentlig haft for udviklingen i retailbranchen? 

Sidste år forudså Reda, at resale - og recommerce-virksomheder ville blive store i 2020, og den forudsigelse må siges kun at være blevet styrket af Covid-19. Resale - og recommerce-virksomheder sælger produkter, der tidligere er ejet af andre forbrugere. Produkterne kan være brugte eller nye, og det kan være alt fra tøj, bøger, elektronik, etc. Pandemien har haft økonomiske konsekvenser, der har gjort forbrugerne mere budgetbevidste. Herudover har pandemien tændt et ønske i mange om at vise samfundssind og handle bæredygtigt. I oktober 2020 skrev Forbes, at der er et boom i resale og recommerce-markedet, der hovedsageligt er drevet af millenials og Generation Z. Ifølge Forbes er resale/recommerce-markedet i dag ca. 24 milliarder dollars værd, men det forventes, at nå en værdi på 52 milliarder dollars omkring 2023.

Foruden resale og recommerce har vi set, at Covid-19 har været med til at accelerere andre eksisterende retail-trends. Det gælder især skiftet til e-Commerce. Et af de helt store take-aways fra retailbranchens 2020 er nemlig, at online-handlen er taget til.

 

Tre af NRF’s forudsigelser for 2021

Vi er trådt ud af 2020, og heldigvis for det. Selvom mange formentlig har et håb og en tro på, at et nyt år betyder nye og bedre tider for retailbranchen, så må vi desværre forvente, at effekten af Covid-19 vil kunne føles flere måneder endnu. Der går formentlig tid før, at størstedelen af forbrugerne føler sig trygge ved at handle fysisk igen, og det vil selvfølgelig have en betydning for, hvordan retailbranchen ser ud i 2021. 

 

1. Kontaktløs teknologi bliver mainstream

En af Reda’s forudsigelser er, at kontaktløs teknologi vil blive mainstream i 2021. Hun skriver, at der under pandemien blev skruet gevaldigt op for innovationen med formålet at reducere berøringsfrekvensen. Flere og flere retailere har fx implementeret kontaktløs betaling i deres forretning – en trend, der er blevet modtaget med stor glæde af forbrugerne.

Udover kontaktløs betaling, er forbruget online steget, og teknologier som AR (Augmented Reality) og VR (Virtual Reality) har for alvor vundet indpas på markedet. Et eksempel på en retailer, der har succes med anvendelsen af AR er IKEA. Via en app kan forbrugeren virtuelt se, hvordan mere end 2.000 produkter ser ud i deres hjem, inden de beslutter sig for, hvilke varer de ønsker at købe.  Udover at den fysiske interaktion reduceres, så lettes beslutningsprocessen for kunden, og det viser sig faktisk, at brugen af AR til at afprøve produkter reducerer antallet af returneringer.

 

2. Shopping på sociale medier vokser med rekordfart

Ifølge Reda bliver en af de helt store 2021-tendenser: Social commerce eller handel via sociale medier. Reda peger på, at den sociale handel har potentialet til at vokse sig hurtigere frem end den overordnede e-Commerce

Social commerce adskiller sig fra social media marketing, da kunden ikke henvises til en webshop, men kan købe produktet direkte fra den sociale platform, de anvender. Sammenlignet med traditionel e-Commerce forkorter social commerce kundens købsrejse. Retailere, der anvender social commerce reducerer antallet af trin i købsprocessen, hvilket giver en potentiel kunde færre muligheder for at skifte mening og springe fra. At skabe en problemfri købsoplevelse ved at reducere friktionspunkter og tilbyde direkte og ”et-klik ”-købsmuligheder øger forbrugernes tillid og fører til mere salg.

Udover at lede til direkte transaktioner, så er det bevist, at social commerce øger trafikken til dit website. Delingen af links til dine produkter via sociale medier, er en fantastisk måde at lede trafik ind på din webshop. Den øgede trafik vil i sidste ende have en betydning for din ranking på diverse søgemaskiner, fx Google.

Den sidste fordel ved social commerce vi vil belyse her er, at social commerce opfordrer forbrugeren til at kommunikere med din forretning gennem tovejskommunikation. Det betyder, at når du som retailer anvender social commerce, skaber du et bedre forhold til dine kunder og øger dermed sandsynligheden for at opnå kundeloyalitet.

Der er utvivlsomt et hav af fordele og muligheder forbundet med social commerce, og det har mange retailere fået øjnene op for. For nyligt rapporterede Technavio, at sociale commerce markedet er klar til at vokse med 2.051 milliarder dollars i løbet af 2020-2024 og udvikle sig med en samlet årlig vækstrate på næsten 31 procent.

 

3. Produktionen bliver ”on-demand”

Når det kommer til beklædning inden for retail, så mener Reda, at ”on-demand manufacturing” bliver en stor trend i 2021. On-demand manufacturing er en produktionsmodel, hvor varen først fremstilles, når den bliver efterspurgt. Det betyder, at retailere hurtigere kan reagere på kundernes efterspørgsel samt minimere overskudslageret.

Selvom on-demand manufacturing har været populært i flere år, så peger Reda på, at det især med nutidens forbrugere vil vokse sig stort. Nutidens forbrugere er nemlig særligt opmærksomme på bæredygtighed, og on-demand manufacturing flytter os tættere på målet om nul affald.

Tøj-kæden Zara er et eksempel på en retailer, der har succes med on-demand manufacturing. Zara har vist, at de er i stand til at springe på de nyeste mode-trends og levere dem i butikken, før de har mistet deres popularitet. Gennem dataanalyse og automatiseringsteknologier, der giver indsigt i hvad kunderne ønsker, kan Zara implementere on-demand manufacturing strategier, der gør det muligt at fokusere på agil produktion. Dét er med til at lukke hullet mellem produktion og forbruger.

 

 

New call-to-action