<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=3220325061631064&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Sådan kommer regeringens tiltag mod vanvidskørsel til at påvirke leasingbranchen



Med ni nye tiltag går regeringen målrettet efter at fjerne fartbøllerne fra gaden, og styrke sikkerheden samt trygheden på de danske veje. Det skal bl.a. ske ved at udvide politiets mulighed for at konfiskere biler anvendt til vanvidskørsel, og med en større indsats mod anvendelsen af stråmænd ved leasing.

november 24, 2020
By Jan Johannes Kyhnæb

Leasingfirmaerne er ufrivilligt kommet i centrum efter flere voldsomme episoder med vanvidskørsel i de såkaldte muskelbiler, der ifølge politiet ofte føres af bandemedlemmer.

Sådan lagde DR ud i en artikel fra august sidste år, hvor de går tæt på problemet med anvendelsen af såkaldte stråmænd ved leasing af biler til vanvidskørsel. ”Problemet er, at føreren i mange tilfælde ikke er ejer af bilen; den leases nemlig og står i en anden persons navn, en såkaldt stråmand”, skriver de.

 

Bilen skal konfiskeres – uanset hvem, der ejer den

Hvis en vanvidsbilist i dag kører i en leaset bil, så kan politiet kun i meget begrænset omfang beslaglægge den, med henblik på konfiskation.
Det kommer formentlig til at ændre sig nu. Ifølge regeringens tiltag skal politiet fremover konfiskere en bil anvendt til vanvidskørsel - medmindre der er særlige grunde til ikke at gøre det. Det gælder også, hvis bilen ikke er ejet af føreren, men af en tredjemand, fx et leasingselskab. Det betyder, at politiet som udgangspunkt vil beslaglægge, konfiskere og bortauktionere vanvidsbilerne, uanset hvem ejeren er.

Det får konsekvenser for leasingselskaberne, fordi bilen ikke afleveres tilbage til dem, men sælges videre, hvorefter pengene går til statskassen. I et interview til DR fra begyndelsen af året, udtaler Christian Brandt, der er direktør hos brancheforeningen Finans og Leasing, at man med dette tiltag: ”rammer de forkerte”.

I dag kan det være svært for leasingselskaber at vurdere, om det er lovlydige borgere eller grænsesøgende vanvidsbilister, der sætter sig bag rattet i deres biler. Derfor har de længe efterlyst en bedre mulighed for at kigge ind i kundernes økonomi og straffehistorik.

 

Vi skal de såkaldte stråmænd til livs 

Et særligt stort problem er de såkaldte stråmænd, der leaser bilerne til vanvidsbilisterne. Ifølge politiet har denne metode en særlig tilknytning til bandemiljøet, hvor bandemedlemmer gennem andre, sandsynligvis socialt udsatte med en dårlig økonomi, leaser biler.

Det sker på baggrund af forfalskede lønsedler, der er svære for leasingselskaberne at validere, fordi de mangler den nødvendige adgang til oplysninger såsom økonomi og straffeattest. Derfor er det i dag utroligt svært at bekæmpe stråmandsvirksomhederne.

For at løse problemet er Skatteministeriet sat til at undersøge muligheden for at give en afgrænset gruppe af leasingselskaber af motorkøretøjer adgang til eSkatData. Det er et vigtigt skridt på vejen, da leasingselskaber med en adgang til eSkatData kan få indsigt i, om en potentiel leaser har angivet korrekte oplysninger.

 

New call-to-action